Så langt så godt... Nu har jeg oprettet en blog. Der er valgt blognavn, skrifttype og baggrundsbillede. Og hvad så nu?
Min blog handler om at tabe sig på en kanon fed måde (bogstaveligt talt!). Efter julen 2013, sad jeg (igen, igen) og kiggede mig selv dybt i øjnene og spurgte mig selv, om det ærlig talt var sådan her jeg ville leve mit liv. Jeg var træt, trist og tyk. Det værste ved det hele var, at selvom jeg kunne mærke motivationen strømme igennem mig, var jeg inderst inde, allerede forberedt på endnu et nederlag. Jeg har nemlig siddet der mange gange før.
Allerede i folkeskolen gik jeg rundt og var trist over mig selv og min krop, og der tog jeg min første beslutning om at lægge mit liv om for evigt! Jeg begyndte at løbe, og levede af frugtsalat og fedtfattig mad. Min unge krop samarbejdede lynhurtigt. Alt blev lige strammet op engang, og jeg kunne nogenlunde holde mig selv ud, i mine ultra tynde veninders selskab. Men inderst ind gik jeg altid og drømte om at smide de sidste 5 kg. Og når jeg ser tilbage på billeder fra dengang nu, kan jeg ikke tænke andet, end at jeg var en kæmpe torsk. Jeg var slet ikke fed! Hvorfor kunne jeg ikke se det?!
Mig i 8. klasse
Da jeg var 17 år gammel og gik i 2.g, havde vejede jeg lige pludseligt 99 kg. Man kan vist roligt sige, at jeg ikke fandt ud af at smide de der "ekstra 5 kg". Jeg gik i panik og satte igang med at tabt mig på "den rigtige måde". Jeg meldte mig ind på madlog, talte kalorier, sprang alt fedt over og var generelt bare rigtig sulten og træt hele tiden. Udadtil var alt helt som det skulle være, for jeg tabte 17 kg på 1 års tid, og lærte alle de rigtige replikker: "Jeg har bare så meget mere energi", "Det føles bare så rigtigt", "Det er faktisk slet ikke svært", (og min yndlings) "Jeg kan faktisk bedre lide light produkter - de smager bare bedre!". HA!
Jeg fortsatte selvfølgelig med alle de "lækre" light produkter og har været on/off på slankekur lige siden. Problemet med det er bare, at det holder i et par uger, hvorefter jeg skuffer mig selv igen, og går amok i slik, kager og snacks. Jeg bebrejdede mig selv 100%! Alle andre kunne jo tydeligvis godt finde ud af at leve "rigtigt" og sundt. Nå, men her sidder jeg så igen, og januar 2014 vejede jeg 110 kg... Shit!
Godt, her har vi det - pludseligt så jeg sådan ud igen.
Jeg vil godt inddrømme, at da jeg denne gang igen kiggede håbløst på min hånd, der ude af min kontrol samlede det ene stykke slik op, efter det andet, i desperation kastede mig over endnu en januar quick fix kur. Jeg hoppede på NUPO vognen. Alle de rigtige sætninger kom frem igen: "Jeg bliver faktisk mæt af dem", "De smager rigtig godt" osv. Suk.Det holdt ca. 2 uger... endnu en skuffelse med på vejen.
Heldigvis har jeg en modig, moderne og smuk mor, som introducerede mig for LCHF. Jeg var skeptisk i starten, og jeg tænkte at det kunne ikke være rigtigt at man kan tabe sig af at spise fed mad! Men hun købte mig Jane Faerbers bøger og viste mig hendes skønne blog www.madbanditten.dk, og jeg tænkte, at jeg ikke havde så meget at tabe (andet end 30 kg!).
Og hold nu op!! Min krop har fundet hjem. Jeg kan slet ikke beskrive hvor godt jeg pludseligt har det. Jeg har tabt 10 kg siden da, og jeg er slet ikke klar til at stoppe. Jeg har oprigtigt aldrig haft så meget overskud, eller haft så meget ro i kroppen som nu. Det er fantastisk at opleve et liv, hvor jeg ikke konstant går og tænker over, hvad mit næste måltid skal være. Og følelsen af at denne "kur" er endnu en måde jeg kan skuffe mig selv på er fuldstændig forduftet. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at denne livsstil er den helt rigtige for mig. Jeg har faktisk sluppet tanken om at være på kur - og det er SKØNT!
Jeg har pludseligt overskud til at arbejde på min selvtillid oveni. Jeg har besluttet, at det ikke er værd at være træt af sig selv. Jeg vil stadig gerne ændre min vægt, men jeg har taget en beslutning om at nyde turen undervejs, i stedet for at vente til "det er overstået". Et kæmpe fremskridt for mig er, at jeg er begyndt at gå i shorts igen! Selvom jeg stadig synes mine knæ er ret grimme. Fred være med det - jeg elsker følelsen af at få sol og vind på mine ben.
Det blev et meget langt 1. blogindlæg. Men nu er i godt informeret! Jeg er taknemmelig for alle og enhver som synes det er værd at bruge tid på at læse min blog. Og jeg håber at bare en enkelt af jer derude kan finde det en smule inspirerende at følge med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar