tirsdag den 8. juli 2014

Hvad er LCHF?



LCHF står for Low Carb High Fat. Og det er sådan set sagens kerne. Når du spiser LCHF, så spiser du meget få kulhydrater og skruer gevaldigt op for fedtindtaget. Du skifter faktisk fra at forbrænde kulhydrater som dit primære brændstof, til at forbrænde fedt som dit primære brændstof.
Det som mange har svært ved ift. LCHF, inkl. mig selv i starten, er det her fedt. Alt vi nogensinde har hørt om fedt er, at det er farligt og usundt, og er årsagen til fedme og livsstilssygdomme. Så tanken om at spise fedtet med glæde er faktisk lidt grænseoverskridende.

Men for nyligt har både Time Magazine og National Geographic skrevet om, at fedt slet ikke er årsagen til forhøjet kolesterol, fedme og andre sygdomme. Det er derimod sukker der er den store synder!


Så nu kan du med god samvittighed skifte alle dine fedtreducerede (sukkerholdige) produkter ud med lækre, fuldfede, naturlige produkter. Det er faktisk en af mine yndlingsting ved LCHF. Det er følelsen af at du ved hvad du spiser, og du undgår en masse skjulte tilsætningsstoffer - og ikke mindst skjult sukker i din mad.

Hvis du nu sidder og er lidt skeptisk og tænker, at fedtet da umuligt kan være sundere end alle de lækre, fedtfattige, light produkter der sælges i flæng, og som faktisk anbefales af sundhedsstyrelsen, så prøv at samle en helt almindelig piskefløde op og læser indholdsfortegnelsen. Den er ikke lang - det går hurtigt. Find så et af de MANGE flødealternativer frem, og læs indhold igen. Det er her det bliver tidskrævende...
Det samme kan du gøre med smør og margarine, og stort set alle fedtreducerede, light produkter.

Nu har jeg efterhånden understreget, at jeg virkelig synes vi skal holde os fra fedtfattige produkter, og gå efter den rene, fede varer. Nu vil jeg forklare hvorfor. Jeg henviser til kostdoktorn og Madbanditten.


Som jeg skrev går LCHF ud på. at skifte fra at forbrænde kulhydrater, til at forbrænde fedt. Grunden til at det er en god ide er, at du opnår en stabil forbrænding i løbet af dagen, og undgår humørsvingninger. Du oplever, at når du spiser dig mæt, så er det på en helt anden måde end du nogensinde har oplevet før. Du bliver ikke længere mæt fordi din mave rent fysisk oplever at blive strukket ud. Du bliver mæt fordi din krop registrerer at du har fået det den har behov for, og så slukker den for den der 2. mave (som jeg har haft ALTID), som altid siger at der godt kan være et stykke kage, selvom du lige sad og var mega mæt.

Fedt er altså lig med mæt. Også mæt i lang tid ad gangen. Jeg har altid skulle have en masse mad omkring mig, fordi jeg vidste, at jeg ikke var mæt i mere end 2 timer - tops! Så det er virkelig bizart for mig, at opleve en mæthed, som holder 6 timer i gennemsnit!

Jeg skrev i starten, at du går fra at forbrænde kulhydrater, til at forbrænde fedt. Din krop begynder faktisk at bruge fedt som "benzin". Det bliver altså langt mere naturligt for din krop at begynde at bruge dine fedtdepoter som brændstof.

En anden grund til du taber dig på LCHF er, at selvom du indetager mad med et højt energi indhold (altså mange kcal), så spiser du helt automatisk, og uden overhovedet at sulte eller føle dig i undtagelsestilstand, mindre kalorier i løbet af dagen, end når man skal blive mæt af kulhydraterne.

Jeg vil lige skynde mig at understrege, at LCHF ikke handler om at man skal gå og tælle kalorier! Nu er det bare engang sådan, at vægttab jo handler om at indtage mindre kalorier end du forbrænder. Og det er altså lige præcis det der sker, når du skruer op for fedtet - men også ned for kulhydraterne!

Nu har jeg uddybet High Fat delen. Low Carb delen er bare også rigtig vigtig - altså lavt indtage af kulhydrater. Grøntsager falder også under kulhydrater, men dem kan man altså stadig spise store mængder af, uden at have dårlig samvittighed! Når jeg taler kulhydrater, så taler jeg om brød (alt brød), alle andre kornprodukter, kartofler, ris, pasta og sukker. Problemet med at indtage kulhydrater er, at de alle laves om til sukker i din krop, hvilket påvirker insulinniveauet i dit blod. Insulin er det hormon, som er bedst til at lagre fedt i din krop. Desuden har det en kedelig bivirkning, at den også lagre næringsstoffer i fedtcellerne. Efter få timer oplever kroppen en mangel på næringsstoffer i blodet, og sender signaler om sult. Der opstår altså hurtigt en ond cirkel, som hurtigt kan betyder et stort madforbrug.

Hvis mit oplæg her har gjort dig nysgerrig på LCHF, så kan du læse meget meget mere om det på www.madbanditten.dk  og www.kostdoktorn.se.

Til sidst kan jeg kun sige, at jeg oprigtigt tror på, at kost og diæt ikke handler om én sandhed. Det handler om at finde den måde at spise på, som passer til dig, og gør dig glad, sund og godt tilpas. Så bare fordi det her er sandheden for mig, er det ikke nødvendigvis sandheden for alle andre. Jeg vil bare gerne inspirere folk, som sidder og har det ligesom jeg havde det for et halvt år siden. Dem som sidder og skammer sig over sig selv over alle de mislykkedes forsøg på at blive sund, slank og glad, som de efterhånden har i bagagen. Dem som føler sig forkert fordi de for pokker ikke bare kan være normal og følge kostrådene ligesom alle de andre. Jeg vil bare gerne inspirere og oplyse om, at der findes en anden måde at gøre tingene på. Hvis man tør.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar